FilmTips.dk

Zero Dark Thirty - Film anmeldelse

Årstal: 2012     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Kathryn Bigelow Spilletid: 157 min Genre: , , , , , , , , ,
9/10

Zero Dark Thirty foregår i årene efter 9/11, hvor vi følger en kvindelig CIA-agents utrættelige jagt på Bin Laden. Filmen bygger på virkelige karakterer og begivenheder, men tillader sig dog nogle dramatiske friheder. Dog falder den ikke i de vandte klichéer, men fastholder en troværdig tilgang uden brug af billige tricks. Det er en forholdsvis barsk film, som bl.a. indeholder en del torturscener.

Hovedrollen spilles af Jessica Chastain og selvom det ikke er den kraftpræstation jeg havde forventet, så formår hun på fin vis at afspejle den udvikling, som hendes karakter gennemgår i løbet af filmens 10 år lange handling. Derudover er der mange overbevisende biroller fra bl.a. Mark Strong, Fares Fares, James Gandolfini og især Jason Clarke. Zero Dark Thirty er filmet ganske flot og det Oscar-vindende lydspor er intet mindre end fremragende. Der er stort set ingen baggrundsmusik, men lydbilledet er overbevisende nok i sig selv til at skabe stemning.

På trods af den lange spilletid, er det en af de mest spændende film jeg har set, hvor jeg allerede vidste hvad der ville ske. Filmens sidste akt er en utrolig flot eksekveret actionscene. Kathryn Bigelow har med Zero Dark Thirty lavet en rigtig god og eftertænksom thriller, som på en ikke-konkluderende måde behandler emner som tortur og hævn. Hun lader det være op til os selv at drage vores egne fortolkninger. Kan bestemt anbefales, selvom det er en barsk omgang.

Leave a Reply