FilmTips.dk

The Wizard of Lies - Film anmeldelse

Årstal: 2017     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Barry Levinson Spilletid: 133 min Genre: , , , ,
7/10

‘The Wizard of Lies’ er en HBO-produceret film, som handler om finansfyrsten Bernie Madoff. Han brugte årtier på at narre sine klienter for milliarder af dollars. Filmen tager udgangspunkt i det tidspunkt hvor han bliver afsløret, samt den efterfølgende tid for ham og hans familie.

Ud over Robert De Niro i en hovedrolle der er som skabt til ham, så medvirker bl.a. også Michelle Pfeiffer som hans kone, samt Alessandro Nivola og Nathan Darrow som hans sønner. På trods af at De Niro har hovedrollen, så er det Pfeiffer der stjæler billedet hver gang hun er med i en scene. Hun spiller fremragende. Plottet prøver ikke at overdramatisere økonomisk kriminalitet, men fokuserer derimod på de konsekvenser det har for familien, når en ægtemand og far tager et så stort styrt. Resultatet er at man aldrig får særligt meget sympati for filmens hovedperson. Det kunne jeg faktisk godt lide. Både billede og lyd fungerer udmærket på blu-ray, uden at være exceptionelt.

Filmen er instrueret af Barry Levinson, som de fleste nok kender fra fx ‘Good Morning, Vietnam’ og ‘Rain Man’. Der er ingen tvivl om at det er en mand der ved hvad han laver. Selvom det ikke er noget mesterværk, så fungerer den godt. Filmen føltes dog en smule for lang. Man skal ikke forvente en film i samme tempo som ‘The Big Short’ eller ‘The Wolf of Wall Street’, men derimod et mere psykologisk portræt af en familie i frit fald.

Det anmeldte eksemplar er blu-ray versionen af filmen.

Leave a Reply