FilmTips.dk

The Way, Way Back - Film anmeldelse

Årstal: 2013     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Nat Faxon, Jim Rash Spilletid: 103 min Genre: , ,
8/10

‘The Way, Way Back’ er en film om nogle skilsmissefamilier, som mødes i et sommerhus-område. Vi følger sønnen i den ene familie, en kikset 14-årig knægt. Han døjer naturligvis både med sin egen usikkerhed, men også med at indfinde sig i den nyligt sammensatte familie. Det lyder måske meget seriøst, men i virkeligheden er det en ganske sjov og charmerende komedie. Især efter han møder en noget uventet ven i chefen for det lokale badeland.

Filmens absolutte sjoveste karakterer spilles af Sam Rockwell som ejeren af badelandet. Allison Janney har bestemt også sine sjove øjeblikke som den stive nabo, selvom hun føles en del mere overspillet end resten af karaktererne. Liam James gør det overbevisende i hovedrollen som den usikre knægt. Og så er Steve Carell faktisk ganske god i en overraskende ikke-humoristisk rolle. Billederne er klare og fyldt med farver og sol. Soundtracket er dog ret neutralt og primært fyldt med easy-listening pop sange.

Selvom ‘The Way, Way Back’ har enkelte svage scener, så er det generelt en rigtig god komedie, som oven i købet også har en del seriøse aspekter. Manuskriptet virker troværdigt og filmen hviler i sig selv, hvor den netop ikke på magisk vis forsøger at løse alle problemer den når at fremstille. Mangler du et godt sommer-grin, hvor der også er plads til en eftertanke, så kan ‘The Way, Way Back’ bestemt anbefales.

Dansk premiere d.18.juli 2013.
Gratis #kinotur med kino.dk tirsdag d. 25. juni 2013, kl. 19 i Palads, sal 3. Læs mere her.

Leave a Reply