The Shape of Water | FilmTips.dk | Danske film anmeldelser

FilmTips.dk

The Shape of Water - Film anmeldelse

Årstal: 2017     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Guillermo del Toro Spilletid: 123 min Genre: , , ,
7/10

‘The Shape of Water’ er en eventyrfilm, hvor rammerne er sat i 1960’ernes USA. Den kolde krig trives og på en hemmelig amerikansk militærbase ankommer et mystisk væsen, som den erfarne Oberst Strickland er ansvarlig for. Vi oplever filmen igennem den stumme rengøringsdame Elisa, som udvikler et særligt bånd til det mystiske væsen.

Ud over Del Toros stemningsfulde univers, så er det uden tvivl Sally Hawkins der er filmens højdepunkt, i hovedrollen som den stumme Elisa. Hun spiller fantastisk og meget intenst. Jeg har altid været begejstret for Michael Shannon og han gør det også udmærket her, selvom jeg synes at hans rolle som obersten minder meget om noget man har set ham i før. Octavia Spencer er som altid underholdende. På trods af at hendes rolle også er ret klichéfyldt, så står den i god kontrast til den tavse Elisa. Samtidig er Michael Stuhlbarg castet perfekt som Dr. Robert Hoffstetler, en af de mere interessante karakterer i filmen. Derudover har Richard Jenkins også en hyggelig birolle som Elisas ældre nabo. Billederne fra den danske fotograf Dan Laustsen står flot i 4K og den meget definerede farvepalette til hver scene er enormt stemningsfuld. Der er desværre kun et 5.1 lydspor, men det er velmikset, så det er stadig rigtig godt.

‘The Shape of Water’ er en af den slags film, som jeg ville ønske at jeg kunne lide bedre end jeg kan. Der er rigtig mange gode delelementer, som man kan værdsætte hver for sig, men jeg synes ikke den samlede oplevelse var helt så fænglende som jeg havde håbet på. Den starter virkelig godt, men den midterste del tabte mig lidt. Den sidste del af filmen redder en smule op på det, men ikke helt nok desværre. Når det er sagt, så kan man dog ikke lade være med at blive fascineret af Guillermo del Toros evne til at skabe stemningsfulde eventyr.

Det anmeldte eksemplar er 4K UHD versionen af filmen.

Leave a Reply