FilmTips.dk

The Place Beyond the Pines - Film anmeldelse

Årstal: 2012     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Derek Cianfrance Spilletid: 140 min Genre: , , ,
5/10

The Place Beyond the Pines er en film der igennem to forskellige faderskab vender konceptet om godt og ondt, både i intentioner og handling. Filmen er opdelt i tre akter, hvoraf det midterste står klart stærkest. Problemet med opdelingen er at det virker som tre film i en og det gør det sværere at forblive følelsesmæssigt involveret i filmens karakterer, med risiko for at man mister interessen undervejs. Især første akt virker søgt, med mange tilfældigheder og scener der gør den ufrivillig morsom.

Skuespillet er godt hele vejen rundt, men Bradley Cooper tager alligevel sejren. Den er overvejende flot filmet, inklusiv en hæsblæsende “biljagt”. Soundtracket er også godt og driver stemningen i de forskellige akter på fin vis. Traileren vil gerne have dig til at tro at det er en film i stil med Nicolas Winding Refns ‘Drive’, men selvom starten har enkelte få ligheder, så vil jeg anbefale at du forsøger at se den uden de forventninger eller helt lader være med at se traileren.

For de fleste vil The Place Beyond the Pines formentligt være en lidt langtrukken oplevelse, men fortællestilen er dog tilpas interessant til at hvis du er mere end almindelig filminteresseret, så vil der alligevel være noget at komme efter for dig. Det er en ambitiøs film, der desværre snubler lidt over sine egne ben undervejs fordi den prøver for meget.

One Response so far.

  1. ivan says:

    Enig.. Skal du se den så køb rigeligt med cola og slik (eller drik noget kaffe) ellers falder du i søvn undervejs.

Leave a Reply