The Butler | FilmTips.dk | Danske film anmeldelser

FilmTips.dk

The Butler - Film anmeldelse

Årstal: 2013     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Lee Daniels Spilletid: 132 min Genre: , , ,
8/10

The Butler er livsfortællingen om en sort mand der tjente under 8 præsidenter i Det Hvide Hus, fra Truman til Reagan, alt imens USA gennemgår transformationen fra bomuldsmarkerne til Obama som præsident. Filmen er instrueret af Lee Daniels, som tidligere har instrueret ‘Precious’. Med en rollebesætning bestående af alt fra popmusikere til talkshowværter, samt hele 41 tilknyttede producere, fornemmer man tydeligt at der har været stor opbakning til at få filmens historie fortalt.

Forest Whitaker er som altid overbevisende i hovedrollen. David Oyelowo gør det godt som sønnen og så er det en veloplagt og underholdende Cuba Gooding Jr. Derudover er der en række farverige præsidentroller, der på trods af forholdsvis lidt makeup virker udemærket. Jeg var personligt ikke særligt vild med Oprahs rolle, der føltes en smule forceret. The Butler er glimrende filmet, ofte med forholdsvis blødt lys. Lyden leverer hvad den skal uden at være ekseptionel og der er mange gode musiknumre på soundtracket.

Når man ser en film som The Butler, så ved man nogenlunde hvad man går ind til, men den er faktisk sjovere end jeg havde forventet. Manuskriptet formår at holde en fin balance imellem de seriøse emner og nogle lettere stunder. Filmen vil helt sikkert blive nomineret til adskillige Oscars, både pga. dens historiske emne, men også fordi den rent faktisk er ganske vellavet, om end en smule lang.

Dansk premiere d.19.september 2013.

One Response so far.

  1. Maya Langskov says:

    Enig i at det er en vild og gribende film der giver en den fulde fornemmelse af hvilke kampe der er kæmpet for at USA er nået til hvor de er i dag. Jeg er glad for at jeg fik set den da den overraskede mig rigtig positivt og vil bestemt anbefale den til alle 🙂

Leave a Reply