FilmTips.dk

Live by Night - Film anmeldelse

Årstal: 2016     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Ben Affleck Spilletid: 129 min Genre: , , , , , , ,
5/10

Dette er Ben Afflecks hyldest til gangstergenren. Vi følger en flok Boston-gangstere, som etablerer sig i Florida for at kontrollere romleveringerne. Han har skrevet manuskriptet baseret på bogen af Dennis Lehane, som tidligere har skrevet bl.a. Mystic River, Gone Baby Gone og Shutter Island.

Det er en imponerende liste af skuespillere der medvirker i filmen. Foruden Ben Affleck selv finder vi bl.a. Zoe Saldana, Elle Fanning, Brendan Gleeson og Chris Cooper. Niveauet holder et højt niveau hele vejen rundt, men desværre plages første halvdel af filmen af for flittig brug af fortællestemme til at drive handlingen videre. Dette går desværre ud over engagementet i karaktererne. Den sidste halvdel står skarpere, med både gode dialogscener og hæsblæsende skududvekslinger med de klassiske Tommy Guns. Sidstnævnte lyder i øvrigt fantastisk på det medfølgende Atmos surroundspor, hvor kuglerne flyver om ørerne på én. Samtidig er filmen fotograferet fantastisk flot og billedet står rigtig godt på blu-ray skiven.

Ben Affleck er normalt ikke dårlig som instruktør, men det er desværre en lidt ufokuseret fortælling vi får serveret i denne omgang. Den udemærkede sidste halvdel kan desværre ikke veje op for den sløje start og lidt for lange spilletid. Jeg har altid været fan af gangstergenren og ‘Live by Night’ har bestemt noget at byde på, men det er ikke nok til at den kommer til at gå over i filmhistorien blandt de bedste indenfor genren. Se den hvis du ligesom jeg ikke kan få nok af gangsterfilm.

Det anmeldte eksemplar er blu-ray versionen af filmen.

Leave a Reply