FilmTips.dk

Kapringen - Film anmeldelse

Årstal: 2012     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Tobias Lindholm Spilletid: 99 min Genre: , , , ,
8/10

Kapringen er en af de bedste danske thrillere i lang tid. I filmen følger vi besætningen ombord på et dansk skib der bliver kapret af pirater et sted i Det Indiske Ocean, samt folkene på rederiet tilbage i Danmark. Sidstnævnte bliver kastet ud i deres egen uvante situation, ved at skulle forhandle om menneskeliv i stedet for at gøre almindelig forretning.

Filmen er skrevet og instrueret fremragende af Tobias Lindholm og der er en nærmest dokumetarisk realisme igennem de mange gribende scener. Pilou Asbæk spiller fantastisk som den sympatiske tilfangetagne kok ombord på skibet, som nærmest gennemgår hele følelsespektret i løbet af filmen. Søren Malling har tidligere ofte haft biroller, men i Kapringen beviser han virkelig sit format i rollen som rederichefen der skal forhandle gislerne fri igennem lange forhandlinger med piraterne. En mand der er vant til at få tingene som han vil og som er dygtig til sit job, men som pludselig befinder sig på glatis. En god og nuanceret personskildring med mange imponerende detaljer i skuespillet.

Kapringen er utroligt flot filmet, men bluray versionen har desværre et problem med digital støj, som i de mørke scener virker pulserende. Virkelig ærgeligt, da det er utroligt distraherende. Lyden er dog rigtig god med mange detaljer både ombord på skibet og i forhandlingsrummet. Kapringen er et veludført drama, hvor både Asbæk og Malling imponerer, og den kan især anbefales som en realistisk og gribende thriller.

Leave a Reply