FilmTips.dk

The Godfather Trilogy – Omerta Edition - Film anmeldelse

Franchise: GodfatherÅrstal: 1972 / 1974 / 1990     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Francis Ford Coppola Spilletid: 175 / 202 / 162 min Genre: , , , , , ,
10/10

  I anledning af 45-års jubilæet for premieren på den første Godfather film, har de valgt at udgive denne lækre ‘Omerta Edition’ af alle tre film. De tre film behøver i virkeligheden nok ikke så stor introduktion. Enten har du allerede set dem – og kan formentlig godt tåle at se dem igen – eller også har du aldrig set dem før og så ikke bare bør du, men så skal du se dem! I korte træk handler filmene om hvordan den yngste søn, Michael Corleone som spilles af Al Pacino, bliver draget ind i familieforetagenet. Men her taler vi ikke om et klassisk Far & Søn håndværkerfirma, men derimod en af New Yorks mest magtfulde gangsterfamilier.

Både casting, manuskript og skuespilpræstationerne er fremragende – der er meget få svage led i den sammenhæng. Med hoved- og biroller spillet af bl.a. Marlon Brando, Al Pacino, Robert De Niro, Diane Keaton, Robert Duvall og Andy Garcia, så er niveauet meget, meget højt. De tre film havde premiere i henholdsvis 1972, 1974 og 1990. Den første film foregår i midt 40’erne til midt 50’erne. Den anden film består både af flashbacks tilbage til Sicilien omkring 1901, mens hovedfortællingen drejer sig om slutningen af 50’erne. Den tredje film hopper frem til slutningen af 70’erne og fortsætter frem til starten af 80’erne. Eftersom der var 16 år til den sidste films premiere, så har mange af skuespillerne aldret tilsvarende og det er jo et kæmpe plus at man ikke skal nøjes med makeup til at klare dette. Det virker med andre ord meget autentisk. Samtidig er billedet fremragende restaureret over flere års arbejde, præcis som Francis Ford Coppola selv ville have det til at se ud. Det er samme transfer som også er brugt i ‘The Coppola Restoration” udgivelsen fra 2008, hvor han selv har godkendt processen. På samme vis er lyden blevet finpudset. I løbet af de tre film bliver lyden bedre og bedre, selvom det jo ikke er film hvor man skal forvente moderne surround. Der er detaljer jeg aldrig har lagt mærke til før, samtidig med at det fremragende soundtrack fylder højtalerne.

Jeg er heldigvis så ung at jeg kun har set de tre film indenfor samme uge hver gang jeg har set dem. For mig står de derfor i høj grad som et samlet værk, selvom det jo er tre forholdsvis forskellige film, i hvert fald tematisk. Jeg vil nok rangere dem i samme rækkefølge som de er lavet, dvs. den første er min favorit, efterfulgt af 2’eren og derefter 3’eren. Når det er sagt, så vil jeg lige understrege at selvom 3’eren er den svageste af de tre film, så holder de alle et meget højt bundniveau. Francis Ford Coppola har her skabt et mesterværk, som kan tåle at blive set igen og igen.

Ekstramaterialet inkluderer kommentarspor fra Francis Ford Coppola på alle tre film, en række dokumentarer på en separat skive, samt et væld af fotografier, uddrag fra manuskript, trivia kort, køleskabsmagneter, osv. Klik på coverbilledet øverst til venstre for at se en kort video over indholdet af denne lækre udgivelse. Derudover har jeg selv taget en række billeder, så I forhåbentlig kan få en fornemmelse for udgivelsen. Se nedenfor.

Ud over de åbenlyse kvaliteter ved selve filmene, samt den tekniske restaurering, så er indpakningen, ekstramaterialet og tilbehøret lige prikken over i’et der gør at dette pt. er en af de absolut fedeste blu-ray udgivelselser jeg nogensinde har haft imellem hænderne. ‘The Godfather Trilogy – Omerta Edition’ får derfor min allervarmeste anbefaling med på vejen. Dette er en blu-ray udgivelse du ikke må gå glip af!

Det anmeldte eksemplar er blu-ray versionen af filmen.

Godfather01

Godfather02

Godfather03

Godfather04

Godfather05

Godfather06

Godfather07

Godfather08

Godfather09

Godfather10

Godfather11

Leave a Reply