FilmTips.dk

Ghost in the Shell - Film anmeldelse

Årstal: 2017     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Rupert Sanders Spilletid: 107 min Genre: , , , ,
7/10

Jeg har desværre aldrig fået taget mig sammen til at se ‘Ghost in the Shell’-tegnefilmen fra 1995. Af gode grunde indeholder denne anmeldelse derfor ikke en sammenligning med originalen. Vi følger Scarlett Johansson som hovedpersonen Major, den første menneskelige hjerne implementeret i en cyborg krop. Hun er soldat i fremtiden, hvis formål er at bekæmpe forbrydere. I sin jagt på en særlig snedig hacker-terrorist, bliver hun pludselig stillet over for nogle mere eksistentielle spørgsmål, end hun har været vant til hidtil.

Johansson spiller udemærket, selvom det dog ikke er hendes bedste rolle. Det samme kan man sige om hendes kollega, spillet af Pilou Asbæk. Derudover gør Takeshi Kitano og Juliette Binoche det rigtig godt og så synes jeg også at Michael Pitts karakter fungerer godt. Plottet er egentligt ok, men bliver aldrig helt så dybt som det har potentiale til. Den visuelle stil er overdådig, med kampscener der får en til at tænke en smule på ‘The Matrix’. Billedkvaliteten på denne 4K udgivelse er demoværdigt og en klar forbedring over den normale blu-ray. Både den flotte og farverige futuristiske by, men også de mange mørke scener. Det medfølgende Atmos surroundspor er det samme som på blu-ray udgivelsen og det er også fremragende.

‘Ghost in the Shell’ minder mig om en blanding af ‘Blade Runner’, ‘RoboCop’ og ‘The Matrix’, dog uden at den når på højde med nogen af dem. Det er en udemærket sci-fi film, men den føles en smule let. Jeg vil primært anbefale den på grund af det gennemførte sci-fi univers, samt den teknisk imponerende billed- og lydkvalitet. Det er en god søndagsfilm til hjemmebiografen.

Det anmeldte eksemplar er 4K UHD versionen af filmen.

Leave a Reply