FilmTips.dk

Bumblebee - Film anmeldelse

Franchise: TransformersÅrstal: 2018     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Travis Knight Spilletid: 114 min Genre: , , , , ,
7/10

‘Bumblebee’ er den sjette film i ‘Transformers’ filmserien, men på mange måder skiller den sig ud fra resten. Den foregår i 1987 og er på den måde en slags prequel til de andre film. Filmen fortæller historien om hvordan den første Transformer, Bumblebee, ankommer til Jorden for at etablere et slags safehouse for de andre Autobots. Her møder han Charlie, en ung pige der har svært ved at passe ind i hverdagen. Ud over et fantastisk 80’er soundtrack, så er der masser af 80’er referencer, som fx computeren fra ‘Wargames’ og at Bumblebee gentagne gange ser ‘The Breakfast Club’. Derudover er selve designet af robotterne også holdt i et mere originalt udtryk, som jeg personligt sætter pris på, da jeg har leget med den generation af robotter som knægt.

Charlie spilles af Hailee Steinfeld og det gør hun ganske godt. Jeg synes det er fedt at det er en kvindelig hovedrolle i en Transformers film, hvor der er mere fokus på hendes personlighed og karakterudvikling end blot hendes udseende. Derudover medvirker bl.a. Jorge Lendeborg Jr. som Charlies flirt og sidekick, Memo, samt John Cena som Agent Burns. Det fungerer faktisk bedre end forventet. Selvom det måske ikke er Oscarmateriale, så passer det på sin vis fint ind i filmens 80’er univers, at den kampglade Agent Burns spilles af en tidligere wrestlingstjerne. Plottet udfolder sig væsentlig mere tilstedeværende ved hjælp af personlige relationer mellem Charlie, Bumblebee og Memo, fremfor et virvar af actionsekvenser som vi ellers er vant til. Det virker godt og er helt sikkert den rigtige beslutning for at gøre Transformersfranchisen relevant at fortsætte med. Billedet står flot i 4K og de naturtro farver kommer virkelig til udtryk. Det medfølgende Atmoslydspor er ligeså bombastisk som man forventer af en Transformersfilm. Samtidig lyder de mange gode 80’er sange fra soundtracket fremragende.

Filmen er instrueret af Travis Knight, som tidligere har lavet den fremragende stop-motion animationsfilm ‘Kubo and the Two Strings’. Man fornemmer at han er vant til at arbejde med actionscener der er brudt ned i mindste detaljer. Det virker mere tydeligt hvad der sker i de enkelte actionscener og er knapt så rodet som i nogle af de andre Transformersfilm. Jeg var skeptisk da jeg satte mig til at se ‘Bumblebee’, men det viste sig faktisk at være en overraskende god oplevelse – faktisk den bedste af de seks film. Travis Knight har med ‘Bumblebee’ formentlig redet franchisen. Den lækre 80’er vibe kombineret med en nærværende fortælling, gør at filmen løfter sig op på et højere niveau end blot at være en popcorn-actionfilm.

Det anmeldte eksemplar er 4K UHD versionen af filmen. Udgivelsesdato: 20.maj 2019

Leave a Reply