FilmTips.dk

Blade Runner - Film anmeldelse

Franchise: Blade RunnerÅrstal: 1982     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Ridley Scott Spilletid: 117 min Genre: , , , ,
10/10

Første gang jeg så ‘Blade Runner’ var på et kollegieværelse i mildest talt elendig kvalitet. Jeg var ikke imponeret og blev ærligt talt skuffet, da jeg havde hørt så meget godt om den. For 5-6 år siden fik jeg endelig genset den på blu-ray og det var en kæmpe øjenåbner, da jeg nu kunne sætte pris på filmens kvaliteter uden at være hæmmet af et grumset billede. Og nu har jeg fået et næsten tilsvarende løft i oplevelsen ved at se den på UHD.

Harrison Ford spiller her en af sine mest ikoniske roller ved navn Rick Deckard. Han er en slags dusørjæger indenfor politiet, en såkaldt Blade Runner, som jager bortløbne androider i fremtidens Los Angeles. Det er gennemgående et forrygende cast med gode præstationer fra bl.a. Rutger Hauer, Sean Young, Daryl Hannah og William Sanderson. Dette er en film som går op i en højere enhed. Både kostumer, kulisser, fotografering, effekter, soundtrack og stemningen som helhed er intet mindre end perfekt. Det nyrestaurerede billede står helt ubegribeligt flot i 4K med HRD. Denne skive er årsagen til overhovedet at opgradere sit udstyr. Bemærk at den medfølgende blu-ray ikke er blevet remastered ved samme lejlighed, så der er endnu større forskel end der burde have været. Samtidig er lyden blevet opgraderet til et Atmos-surroundspor, hvor blu-ray udgivelsen havde 5.1 surround. I betragtning af at filmen oprindeligt var i stereo er det et fantastisk arbejde der er gjort for at give lyden fylde og Vangelis soundtracket får også sin retmæssige plads i rummet.

Filmen findes i adskillige forskellige versioner, på denne skive er det ‘The Final Cut’ fra 2007, som Ridley Scott selv foretrækker. Desværre er der meget lidt ekstramateriale med i forhold til den ældre blu-ray udgivelse. Dette er ikke bare en hvilken som helst sci-fi film, men én der efterlader spor og tanker hos dig efterfølgende. Hvis du har opgraderet til at kunne se 4K HDR billede, så er denne udgivelse af ‘Blade Runner’ en du bare må eje! Har du endnu aldrig set den, så har du en kæmpe oplevelse til gode, især hvis du ser den i god kvalitet første gang. Hermed min varmeste anbefaling.

Det anmeldte eksemplar er 4K UHD versionen af filmen.

Leave a Reply