FilmTips.dk

Alien: Covenant - Film anmeldelse

Franchise: AlienÅrstal: 2017     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Ridley Scott Spilletid: 122 min Genre: , , , , ,
5/10

‘Alien: Covenant’ ligger kronologisk mellem ‘Prometheus’ og ‘Alien: Den 8. passager’. Hvor ‘Prometheus’ stillede spørgsmål, så forsøger denne film at svare på dem. Genremæssigt læner den sig dog op ad den første Alien film, med flere gyserelementer fremfor action.

Michael Fassbender spiller som forventet godt, selvom enkelte scener virker en smule fjollede. Den kvindelige hovedperson Daniels, spillet af Katherine Waterston, synes jeg desværre ikke fungerer særlig godt. For både hende og mange af de andre karakterer gælder, at man ikke lærer dem godt nok at kende, til rigtigt at involvere sig i hvad der sker med dem. Synes dog at Danny McBride overraskende nok var en af de bedre roller. Og Billy Crudup var castet godt som den famlende kaptajn. Filmen er både flot fotograferet og den visuelle stil er gennemført. Samtidig står billedet godt på UHD. Tilhørende er en forholdsvis diskret, men meget omsluttende Atmos-surround, som får hjemmebiografen til at lyde mere rummelig end den formentlig er. Kan rigtig godt lide den måde lyddesignet er lavet på.

Jeg var meget begejstret for ‘Prometheus‘, men ‘Alien: Covenant’ var desværre en skuffende oplevelse for mig. De første 40-45 minutter af filmen er ganske gode, men afløses af et forudsigeligt plot. Dog blev slutningen løftet en smule. Hvor andre Alien-film fungerer med mere diskrete antydninger af hvad der tidligere er sket, så kommer ‘Alien: Covenant’ desværre trampende med meget tydelige svar på hvad der er sket. Det synes jeg ødelægger mystikken, selvom jeg godt kunne lide de grundlæggende ideer som den præsenterer. ‘Alien: Covenant’ er for mig en middelmådig film, dog med effektive monsterscener og så er den teknisk flot. Kan stadig være interessant at se for fans af Alien-franchisen. Men man skal nok se den med dæmpede forventninger.

OBS: Vil ikke anbefale dig at klikke på plakaten til venstre for at se traileren. Synes den afslører for meget.

Det anmeldte eksemplar er 4K UHD versionen af filmen.

Leave a Reply