12 Years a Slave | FilmTips.dk | Danske film anmeldelser

FilmTips.dk

12 Years a Slave - Film anmeldelse

Årstal: 2013     IMDb | iCheckMovies Instruktør: Steve McQueen Spilletid: 134 min Genre: , , , ,
8/10

12 Years a Slave handler om en mand, som bliver frarøvet sin frihed og gjort til slave – en på mange måder frygtindgydende oplevelse. Historien udspiller sig over de mange år under skiftende ejere. Manuskriptet er bygget lidt anderledes op end man er vant til og leverer en god fornemmelse for at fortællingen foregår over lang tid. Det fungerer udemærket, dog synes jeg at der er en del forskel på hvor dramatisk de enkelte replikker er formuleret, hvilket jeg fandt en smule forstyrrende.

Filmen er fyldt med fremragende skuespilpræstationer – fra små biroller besat af talenter som Paul Dano, Benedict Cumberbatch og Paul Giamatti, til de bærende roller i form af slaveejeren spillet af den altid fremragende Michael Fassbender, samt hovedpersonen spillet af Chiwetel Ejiofor og hans kvindelige medslave spillet eminent af den forholdsvis ukendte Lupita Nyong’o. Som andre Steve McQueen film er billedsiden vidunderlig med kyndigt håndværk fra fotografen Sean Bobbitt. Det er virkelig billeder der er egnet til at blive set på det store lærred. Lyden er også glimrende og soundtracket er godt, selvom det til tider er ganske utraditionelt.

På trods af det alvorlige tema formår 12 Years a Slave at være nærværende uden at være sentimental. Det er en barsk feelbad film, men vil alligevel anbefale den på grund af de flotte billeder og det fremragende skuespil. Det er en på mange måder anderledes film og bestemt et syn værd.

Leave a Reply