FilmTips.dk

På baggrund af mine oplevelser med Hobbitten i 3D HFR, er her min umiddelbare vurdering af formatet.

Et springende punkt for ens første Hobbit-oplevelse er jo det meget omdiskuterede billedformat. Man kan nu vælge imellem 3 versioner:

  • 2D med 24 billeder per sekund (bps), som har været normalen de sidste 90 år
  • 3D med 24 bps (nu kaldet ‘classic 3D’, som er det der er benyttet de sidste par år)
  • 3D med 48 bps (HFR, dvs High Frame Rate, det nye 3D format, kommer formentligt med 60 bps i de næste Avatar film).

Jeg så filmen med det nye 3D HFR og selvom det ikke var perfekt, så må jeg sige at jeg var imponeret. Dejligt at billedet for en gangs skyld stod mere skarpt i biografen end hjemme i stuen. Jeg ved ikke om det skyldes at jeg er vant til den højere billedhastighed fra computerspil, men i selskabet jeg så den med var folk også overvejende positive overfor det og vi så ingen blive syge af det, som medierne ellers har forsøgt at piske en stemning op omkring. Noget af kritiken af det nye format er gået på at det ser for ‘ægte’ ud, fordi bevægelser ikke sløres på samme måde som de gør med 24 bps og det derfor kommer til at ligne en amatørvideo og ikke en dyr spillefilm. Jeg er til dels enig i at nogle af scenerne helt uden computergrafik havde en tendens til at se lidt ud som en nyhedsudsendelse, men det var primært i starten mens man skulle vænne sig til det. Til gengæld var der rigtigt mange landskabspanoreringer og efterbehandlede scener fra bl.a. Bilbos hjem, goblinhulen, osv, samt kampscener, hvor det var en fornøjelse at nyde de mange flotte detaljer. Formatet har bestemt potentiale, men dette er den første film der benytter det, så vi skal både vænne os til at kigge på det, samt at filmskaberne skal blive endnu dygtigere til at benytte sig af det. Er sikker på at vi nok skal se mere veludført brug af det i de kommende to film. En god del af 3D effekterne bidrog fint dybde til billedet på en diskret måde, men efter min mening var der lidt for mange gimmick-events, hvor de lige skal skyde ting ud i salen efter os. Det bliver lidt trættende i længden og jeg håber ikke det vil virke underligt når man ser den i 2D på et tidspunkt.

Categories: blog post, Teknik

Leave a Reply